Nu spiller vi lige Djævlens advokat: monogame forhold fungerer simpelthen ikke. Hvis de gjorde det, så ville mængden af skilsmisser og affærer være betydeligt lavere. Er vores biologi indrettet til, at vi parrer os med ét menneske resten af livet? Er vi efterhånden begyndt at acceptere, at det er utroligt nemt at føle en kemisk forbindelse med mere end én person?
Godt nok er vores samfund ikke just nået til det punkt, hvor åbne forhold er ’accepterede’, men du må da indrømme, at konceptet virker langt mere fair end utroskab og skilsmisse, så længe alle parter ved, at der er tale om et åbent forhold.
Logistik af åbne forhold – når man har diskuteret et åbent forhold og fundet alle de rigtige kompromisser kan det være en fantastisk oplevelse. På den ene side kan det være svært at se forbi det faktum, at man er i et seriøst forhold med et menneske man føler en slags forbindelse med og nyder at tilbringe livet sammen mad. På den anden side er man fri til at udleve sine seksuelle impulser. Hvis det ikke fungerer ordentligt bliver det hurtigt et værre rod, med jalousi, had, og usikkerhed… men det samme er vel sandt i monogame forhold?
Man kan på ingen måde sammenligne de forskellige forhold og definitivt hævde at en facon er ’bedre’ end den anden. Med det sagt kan vi dog sagtens se op til folk, som får åbne forhold til at fungere, da det betyder, at de har accepteret, at der kan gå noget galt uanset hvilken slags forhold man vælger at have med sin partner.
Hack systemet – folk som har fundet en ny slags glæde igennem et åbent forhold tror, at de på en eller anden måde har hacket systemet. De har mærket, hvor tungt – og nogle gange skuffende – det kan være, at være i et monogamt forhold, og har derfor fundet modet til at stille sig op og sige, hvad det er, de egentlig gerne vil have. Fremfor at gå direkte ud i hjertesorger har de fundet ud af, hvad det er, de leder efter i en partner. Det er præcis denne slags mod forretningsejere, musikere, og kunstnere har brug for, for at kunne få succes indenfor deres felt; de bliver nødt til at tro på, at de kan få succes selv de steder, hvor andre ikke kunne.
Forhold er svære – alle nonmonogame individer er klar over, at de ikke nødvendigvis står i en bedre eller værre situation end folk i monogame forhold. Selv hvis der er tale om et helt åbent forhold, hvor man må det hele, kan man stadig ikke få det hele. Beslutninger har en konsekvenser.
Når unge mennesker kommer op i trediveårsalderen bliver de nødt til at beslutte sig for, om de gerne vil have børn, og hvordan dynamikken i så fald vil fungere. Der er naturligvis ikke et rigtigt svar, da vi alle er forskellige. Hvis du nogensinde har overvejet at diskutere muligheden om et åbent forhold med din partner bør du spørge dig selv, hvad du er villig til at ofre. Intimitet? Tilhørsforhold? Stabilitet? Komfort? Penge?
Resumé – nogle gange kan folk få deres åbne forhold til at fungere, men det er ikke noget, mange forsøger. I stedet forsøger folk at forblive monogame, hvilket ikke nødvendigvis er det de gerne vil. I de kommende år håber vi, at flere vil give nonmonogame forhold en chance; vores nuværende system med at blive gift med, og holde sig til, én partner fungerer jo tydeligvis ikke!
